Mere om SOSU-hjælperuddannelsen
Uddannelsen til social- og sundhedshjælper varer cirka to år, og i den periode er du både i oplæring og på skolebænken.
Din uddannelse indebærer to oplæringsforløb. Når du er i oplæring, bliver du tilknyttet en vejleder, som arbejder på dit oplæringssted. Der er desuden en uddannelseskoordinator i området, som koordinerer dit uddannelsesforløb og har blik for både din uddannelse, dit ansættelsesforhold og din trivsel på oplæringsstedet.
Oplæringen kan foregå i en kommune – f.eks. Randers Kommune. Er du under 25 år, får du SU på grundforløbet og elevløn på hovedforløbet, er du over 25 år, får du voksenelevløn under hele uddannelsen.
Arbejdet som SOSU-hjælper
I arbejdet som social- og sundhedshjælper hjælper du borgerne ud fra deres ønsker og behov. I fællesskab får I hverdagslivet til at fungere for den enkelte. Det vil sige, at du tager en uddannelse, hvor det efterfølgende arbejde består af personlig pleje, aktivering og rengøring hos borgere ud fra en rehabiliterende tilgang.
Uddannelsen som social- og sundhedshjælper giver mulighed for at uddanne sig videre til social- og sundhedsassistent.
Adgangskrav til uddannelsen
Du skal have bestået Grundforløb 2.
Har du arbejdet som ufaglært social- og sundhedshjælper gennem mange år, kan du have mulighed for at få merit for GF2 og/eller praktikken. Kontakt en uddannelsesvejleder på Randers Social- og sundhedsskole.
Når du opfylder adgangskravene skal du søge om ansættelse på Randers Kommunes hjemmeside.
Du skal uploade følgende i forbindelse med ansøgningen:
- Motiveret ansøgning med foto
- CV
- Eksamensbeviser for skolegang (f.eks. 9. klasse, HF, STX, HHX).
- Bevis for gennemført GF2 eller realkompetencevurdering. Hvis du er i gang med GF2 uploades personlig uddannelsesplan for GF2.
- Referencer/udtalelser fra arbejdsgiver eller underviser.
- Certifikat for førstehjælp og brandbekæmpelse.
Læs mere her: https://sosuranders.dk/uddannelser/social-og-sundhedshjaelper/
Seneste kommentarer